Spring til...

Høretekniske hjælpemidler

Vi tilbyder at du kan afprøve eller få en snak om høretekniske hjælpemidler hos os.

Hvad er høretekniske hjælpemidler?

  • Et høreapparat er et hjælpemiddel, der hjælper dig med at høre, hvis du har en nedsat hørelse. Nogle gange er hjælpen fra et høreapparat ikke nok, og du kan have brug for andre hjælpemidler.
  • Der findes hjælpemidler, der er direkte rettet mod din hverdag, som dårligt hørende, og hjælpemidler der er rettet mod dine høreapparater, for at hjælpe dem med at virke bedre. Den fælles betegnelse for dem er ”høretekniske hjælpemidler”.
  • Høretekniske hjælpemidler kan du selv købe, eller søge om gennem din kommune. Dette gælder for dig, der har offentligt udleverede høreapparater, høreapparater udleveret fra en ørelæge, eller selv har købt høreapparater.
  • Hvis du ønsker at søge om hjælpemidler gennem kommunen, laver vi sammen med dig en behovsafklaring, for at finde ud af, hvilken type hjælpemiddel der passer til dine behov. Vi ligger inde med de fleste relevante høretekniske hjælpemidler til afprøvning på vores mødesteder.
  • Du kan læse mere om høretekniske hjælpemidler på Høreforeningens hjemmeside: Høreforeningen

Behovsafklaring og høretekniske hjælpemidler

  • Hvis du ønsker at søge om hjælpemidler gennem kommunen, så skal du kontakte os for at bestille tid til en behovsafklaring.
  • Inden du bestiller tid til behovsafklaring, er det vigtigt at dine høreapparater er mindst 3 måneder gamle, og at du er tilfreds med lyden i dem. På den måde kan vi sikre os, at det ikke er dine høreapparater, der er problemet inden vi begynder at søge om hjælpemidler til dem.
  • Vi sætter ofte en hel time af til behovsafklaringen, da vi gerne vil finde ud af, hvor godt du er godt afhjulpet med dine høreapparater i hele din hverdag.

Hvilke høretekniske hjælpemidler findes der?

Der findes mange forskellige hjælpemidler til dig med hørenedsættelse.

Vi benytter os typisk af høretekniske hjælpemidler inden for fire forskellige kategorier:

  • TV
  • Telefoni
  • Alarmer
  • Kommunikation

Hvordan søger man om høretekniske hjælpemidler?

  • Hvis vi efter en behovsafklaring vurderer, at du vil være væsentligt afhjulpet i din hverdag ved at bruge et høreteknisk hjælpemiddel, sender vi med dit samtykke en ansøgning til din kommunes myndighedsafdeling.
  • Myndighedsafdelingen behandler ansøgningen og hvis hjælpemidlet bliver bevilget, sender de en bevilling til dig og leverandøren af det høretekniske hjælpemiddel.
  • Nogle gange kan der være brug for, at der kommer en tekniker og sætter hjælpemidlet op. I de tilfælde vil teknikeren kontakte dig på din telefon, eller på anden vis. Vi aftaler sammen og skriver i ansøgningen, hvordan teknikeren skal kontakte dig.

Mit høretekniske hjælpemiddel virker ikke

  • Hvis dit høretekniske hjælpemiddel er stoppet med at virke, skal du kontakte os.
  • Er dit hjælpemiddel meget gammelt, vil det være en god idé at få lavet en ny behovsafklaring, da gamle hjælpemidler kan være udgået og ikke kan repareres.

I begge tilfælde skal du kontakte os.

Hvad gør jeg hvis jeg flytter?

  • Hvis du flytter adresse, skal du selv sørge for at tage dine hjælpemidler med.
  • Hvis du ikke selv kan afmontere dine hjælpemidler skal du kontakte os, så bestiller vi en tekniker til at hjælpe dig.
  • Hvis du flytter til en ny kommune, må du gerne tage dine hjælpemidler med til din nye kommune.

Hvordan og hvornår skal jeg levere høretekniske hjælpemidler tilbage?

  • Hjælpemidlerne er på varigt udlån fra kommunen og skal først returneres, når du ikke længere har brug for dem.
  • Hvis ikke du skal bruge dine hjælpemidler mere, skal de leveres tilbage til den kommune hvor de er blevet bevilget. Vær opmærksom på dette, hvis du er flyttet, siden du fik dine hjælpemidler bevilget.
  • Du kan også returnere hjælpemidlerne til os, så sørger vi for at bevillingskommunen får hjælpemidlerne tilbage igen.